I tre uger har den traditionelle idrætstime set anderledes ud for 2.g’erne og 2.hf’erne på Gribskov Gymnasium. Boldspil i hallen er erstattet af raske gåture i skoven med fokus på elevernes mentale sundhed.
Stress, angst og depression er et stigende problem i de danske unges hverdag. De unge er underlagt en præstationskultur, der årligt sender tusindvis ud af uddannelsessystemet med stress eller andre psykiske symptomer.
Gribskov Kommune har i samarbejde med projektet Gribskov Går Sammen forsøgt at imødekomme denne problemstilling ved at hyre naturterapeut og gå-vært Signe Narp, som har haft fornøjelsen af at undervise eleverne fra 2.g og 2.hf på Gribskov Gymnasium.
”Jeg tror ikke, det er nogen overraskelse for nogle, at mental sundhed er et kæmpe problem i vores samfund, og det gælder desværre også for gymnasieelever. De har mange erfaringer med stress allerede, og jeg synes det er vigtigt, at de får nogle redskaber til både at forebygge og afhjælpe symptomerne,” siger Signe Narp.
I et tre ugers forløb har eleverne gået ture i den nærtliggende skov, hvor de samtidig er blevet undervist i åndedræts- og sanseøvelser. Øvelserne skal gøre det nemmere for eleverne, at få roen tilbage i krop og sind. Projektet fortsætter i uge 43, hvor alle 2.g klasserne på Gribskov Gymnasium deltager i en konkurrence, om hvem der kan gå flest skridt.
En sanselig oplevelse
Gåturene har været en øjenåbner for eleverne, der har været tilknyttet projektet. De oplever i højere grad, hvordan et lille afbrække i en hektisk hverdag, kan have en stor indflydelse på deres mentale sundhed.
”Normalt plejer jeg ikke at gå tur i skoven. Det var en rar oplevelse bare at kunne slappe af og trække vejret. Man er vant til, at alt går så hurtigt, specielt i gymnasielivet og i unges liv generelt,” fortæller Tobias Lassen fra 2.A.
Eleverne mærker hvor uvant det er ikke at være i konstant bevægelse. At glemme listen med gøremål og bare lytte til vinden i bladene og lydene fra skoven er nærmest terapi i sig selv.
”Det gik op for mig, hvor sjældent jeg egentlig stopper op i min hverdag. Normalt er der en lang liste af gøremål, man skal nå i løbet af dagen. Det var rart at stoppe op og mærke efter, hvordan jeg egentlig har det,” siger Rachel Øhlenschlæger fra 2.A.
Modige elever
Udover undervisningen og øvelserne har gåturene også haft det formål at få eleverne til at italesætte deres egne oplevelser med stress og angst. For mange er det et sårbart og meget svært emne at forholde sig til.
”Eleverne har været utroligt modige og seje, fordi de har turdet tale om deres oplevelser med angst og stress. Det er et sårbart emne i det samfund vi lever i – hvor det gælder om at have succes, lykkedes hele tiden og se ud på en bestemt måde. Jeg tror, det er vejen frem at få talt om det her emne, så vi få skabt en bedre balance for den enkelte og for samfundet som helhed,” siger Signe Narp.
Tiltaget med at få gymnasieelever ud at gå er en del af projektet Gribskov Går Sammen, hvor Gribskov Kommune har ydet en særlig støtte via puljen ”Sammen om sundhed og trivsel i Gribskov Kommune” med fokus på specielt unges mentale sundhed.
Tanken er, at de unge skal motiveres til selv at komme ud i naturen og bruge gåturene som et frirum. Der følges op med endnu et forløb i foråret 2021.
Foruden skoleprojektet er Signe Narp frivillig gå-vært i Gribskov Går Sammen. Her arrangerer hun naturterapeutiske gåture, for alle der ønsker at få roen tilbage i krop og sind.
Du kan læse mere om Signe Narp og hendes gåture ved at klikke på følgende link: https://kort.gribskovgaarsammen.dk/profil/signe/