You are currently viewing Idræt i naturen oplever stort boost under corona

Idræt i naturen oplever stort boost under corona

  • Post author:
  • Post category:NYHEDER

Danskerne er blevet langt mere aktive i det fri under coronakrisen. Det viser en ny undersøgelse foretaget i Bevæg dig for livet-samarbejdet. Nu skal kommunerne være med til at fastholde de mange nye aktive.

Danskerne er vilde med at være aktive i naturen. Og det er kun blevet mere udtalt under corona. Blandt de aktive borgere har 84 procent været aktive i naturen i 2020. Året inden var det tal 71 procent. Det viser en ny undersøgelse fra Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF), Nordea-fonden og TrygFonden foretaget blandt 34.416 borgere på tværs af 29 kommuner.

Undersøgelsen viser blandt andet, at gåture har oplevet en stigning. Blandt de aktive har 54 procent prøvet kræfter med gåture i 2020, mens tallet i 2019 var 42 procent.

”Corona har virkelig sat turbo på en udvikling, der allerede var undervejs. Naturen er danskernes foretrukne motionsarena, og vi har fået en unik mulighed for at tiltrække helt nye målgrupper det seneste halve år. Fordelen ved outdooridræt er, at det er meget let og fleksibelt, hvilket især er et plus for den voksne målgruppe,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.

I Bevæg dig for livet er der indgået aftaler med 22 såkaldte visionskommuner på landsplan, der har grebet coronatrenden til blandt andet at skabe bedre stier til vandring og mountainbike. 

Vil du være gå-vært? Så tilmeld dig infomøde

Vi skal arbejde med rammerne

Selvom der har været trængsel i de danske skove, åer og ved kysten under corona, så kræver det mere at holde fast i de flotte tal, efterhånden som samfundet vender tilbage mod normalen.

“Vi er nødt til at arbejde med rammerne, hvis vi skal fastholde det store momentum, der er lige nu. Vi går en koldere tid i møde, hvor der fra kommunernes side er behov for både at etablere for eksempel stier og ruter i naturen og steder, hvor man kan samles om aktiviteten udendørs. Det er investeringer, der er gode her og nu, men en aktiv outdoorkommune kræver både økonomi og en strategi. Fra foreningernes side skal vi så sørge for at skabe nogle tilbud, der fastholder folk, er fleksible og også tager hensyn til naturen,” siger Thomas Bach, næstformand i DIF.

Hvis du har lyst til at gå en tur med andre, kan du finde en gåtur på www.kort.gribskovgaarsammen.dk