Med nye lydguides kan du få spændende natur -og historiefortællinger i ørene og lære mere om kulturen samt naturen i Gribskov Kommune, mens du går en tur.
Forestil dig, at du går rundt i Gribskov smukke natur. Du kommer forbi Stendysserne i Valby Hegn, og på samme tid får du fortællingen om de oldgamle sten serveret i dine ører.
Det er nu muligt med de seks lydguides, blandt andet er lavet med hjælp fra fire eksperter fra Museum Nordsjælland. De har lavet lydguides til fantastiske gåture rundt omkring i kommunen i samarbejde med projektet Gribskov Går Sammen.
De seks lydguides dækker emnerne Gillelejes historie, Stendysserne i Valby Hegn, Parforcejagtlandskabet i Gribskov samt Fyrstien og Fabers Have ved Gilleje. Derudover kan man også finde lydguides til gåture ved Heatherhill og Esrum Kloster.
”Vi vil i Gribskov Går Sammen gerne inspirere så mange som muligt til at komme ud at gå en tur, og nogle gange kan det være rart også at blive oplyst undervejs. Det kan man nu med de her lydguides, og vi håber, det kan gøre oplevelsen endnu sjovere,” siger projektleder for Gribskov Går Sammen, Jane Sunesen.
Drømmen og tanken er, at der med tiden kommer flere fortællinger – da vi jo har masser af historier, der ligger og venter på at blive fortalt, fortæller Jane Sunesen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Viden om seværdighederne foran dig
På de seks ruter låser man op for lydbidder ved at gå fra lyd-zone til lyd-zone. På den måde kan man få relevant viden om lige præcis den stendysse, skov, bygning eller noget fjerde man lige nu står ved.
Målet er, at fortællingerne kan være med til, at nogle får lyst til at komme ud og få rørt sig, mens de lærer om Gribskov Kommunes spændende natur og historie.
Det er en god ide at formidle historierne, så borgene selv kan gå på opdagelse i naturen, mener man hos Museum Nordsjælland. Der er mange historisk interessante og oven i købet naturskønne områder i Gribskov, som Museum Nordsjælland gerne vil formidle, fortæller museumsinspektør Jon Voss.
”Det er fantastisk, når vi selv kan gå med borgerne rundt i de forskellige områder og fortælle de spændende historier. Den slags ”guidede ture” vil vi selvfølgelig også tilbyde fremover – og nu kommer der så et nyt, digitalt tilbud i samarbejde med Gribskov Går Sammen, hvor man får mulighed for at tage med Museum Nordsjælland rundt på flere gå-fortællinger,” siger Jon Voss.
Et par af historierne handler om Valby Hegn, hvor man kan høre om de mange velbevarede levn fra oldtiden, om Gilleleje og Fabers Have, og historien om den nordlige del af Gribskov hvor det er kongernes imponerende parforcejagtlandskab, der er på menuen, fortæller museumsinspektøren.
Skoler og institutioner ud i naturen
Hos Gribskov Kommune har idrætskonsulent Flemming Larsen og frilufts- og naturvejleder Thomas Lindum ambitioner om at få flere historier med i app’en og ad den vej også få skoler og institutioner lokket mere med ud i naturen.
”Vi håber, at vores skoler og uddannelsessteder vil kunne bruge de her lydguides som en ny måde at få viden og oplevelser på. Vi arbejder i forvejen på flere områder, hvor vi bringer naturen ind i skolernes læringsrum,” siger Thomas Lindum.
Det digitale tilbud er en del af projektet ’Gribskov Går Sammen’, som er et samarbejde mellem DGI og Gribskov Kommune og er støttet med midler fra Friluftsrådet.
Hent app'en Echoes
Gå-fortællingerne kan bruges ved at hente app’en, Echoes, der er gratis. Når du har hentet appen, kan du finde turen ved at søge på ”Gribskov” i tekstfeltet eller på kortet. Gå-fortællingerne er spredt ud over Gribskov Kommune, så der er en lydguide i nærheden af de fleste borgere i kommunen.