De kommende uger er der gåture med passion på programmet, når Frivilligcenter & Selvhjælp Græsted i samarbejde med Gribskov Går sammen arrangerer spændende traveture.
Torsdag eftermiddag i sidste uge stod en lille samling borgere fra Græsted klar til at trodse det ustadige maj-vejr for at gå en tur med Nana Bryder fra Palles Venner rundt i de grønne områder i Græsted.
Gåturen var den første af en række tema-gåture, som Frivilligcenter & Selvhjælp Græsted har iværksat i samarbejde med Gribskov Går Sammen for at fortælle interesserede mere om det arbejde, frivilligcentret går og laver.
Nana Bryder, der er aktiv i Frivilligcentrets projekt ”Palles Venner”, havde allieret sig med den rutinerede gå-vært Lisbet Rostgaard, og de stod klar til at tage imod de fremmødte borgere.
Lisbet Rostgaard førte an på en hyggelig tur i Græsteds grønne områder, mens Nana Bryder fortalte om sit arbejde med Palles Venner, som har fokus på at forebygge ensomhed og skabe relevante interessefællesskaber for borgere over 65 år.
Gåture med passion
De kommende torsdage har frivilligcentret i Græsted inviteret en række tema-værter med på gåture, der, ligesom Nana Bryder fra Palles Venner, undervejs vil fortælle om sit område, sin passion og sin erfaring.
Man kan blandt andet høre mere om arbejdet som våger i Vågetjeneste Gribskov og Gribskov Familievenner, som tilbyder en familieven til familier med fravær af overskud.
Fælles for gåturene er, at der er god plads til at få stillet sin nysgerrighed og få en interessant dialog. Gåturene føres an af dygtige og erfarne gå-værter fra Gribskov Går Sammen, og turene foregår i et meget roligt tempo, så de fleste langsomtgående også kan gå med.
Man skal dog kunne gå 3-4 km på 1,5 time.
Mødestedet er hos Frivilligcenter Græsted (Græsted Stationsvej 8, 3230 Græsted) kl. 15, og planen er at være tilbage igen cirka kl. 16.30.
Oversigt over gåturene
Torsdag 3. juni: Gåtur med Susanne Brøgger, der fortæller om sit arbejde som våger i Vågetjeneste Gribskov, hvor hun har været aktiv i mere end 10 år. Derudover har Susanne rejst meget på mærkelige måder, og det vil hun også fortælle om. Hun er ny i bestyrelsen for Frivilligcenter Græsted, men har været en del af projekterne Grib Dagen (for pårørende til mennesker med demens) og Palles Venner.
Torsdag 10. juni: Gåtur med Ingelise Biering, der fortæller om sit arbejde som sygeplejerske, sit engagement som formand i Astma-Allergi Nordsjælland og som aktiv i Lungeforeningen. På det seneste har hun været kvinden bag Frivilligcenter Græsteds meget populære Sundhedscafé. Ingelise er desuden medlem i Frivilligcentrets bestyrelse.
Torsdag 17. juni: Gåtur med Gudrun Qvist, som fortæller om sit arbejde med selvhjælpsgrupperne i Frivilligcenter Græsted. Gudrun har stor erfaring med selvhjælpsgrupper, og hvordan det at være sammen med andre mennesker med samme udfordringer (fx at have mistet et nært familiemedlem) kan være vendepunktet i en svær tid.
Torsdag 24. juni: Gåtur med Carsten Eriksson, som i mere end 30 år har været leder af en børneinstitution i Helsinge. Han brænder for det pædagogiske arbejde og er med i Gribskov Familievenner, som tilbyder en familieven til familier med fravær af overskud. Carsten er desuden aktiv i Foreningen De gode ting, med i Blistrup Lokalråd, har arbejdet med syriske flygtninge, og så er han meget opdateret på filmgenren. Carsten er nemlig filmfremviser i Kulturhavnen.
Vi glæder os til at se dig på vores temature. Tilmelding er ikke nødvendig, så tag endelig din nabo, mand, kone, søster, barn eller ven med!
Vi byder på en forfriskning til pausen undervejs.
Se flere aktiviteter hos Frivilligcenter & Selvhjælp Græsted på www.frivilligcenter-graested.dk