Græsted er omkranset af skøn natur, og i denne uge kan du komme på opdagelse i noget af den.
Her er forslag til to ruter. Begge ruter har parkeringsmulighed ved startpunktet og starter og slutter samme sted. Der er en kort og en lidt længere.
Græsted Hegn 2,6 km.
Denne rute starter ved Græsted Kirke. Man kan parkere ved kirken og følger vejen langs med kirkegården og videre hen over broen, der krydser Ny mårumvej. Et stykke efter broen drejer man til venstre ned i Græsted Hegn. Her følger man ”sundhedssporet” og kommer igennem smuk og kuperet skov med et rigt dyreliv. Når du er kommet hele vejen omkring søen, går du af samme vej tilbage til kirken. Den første del af turen kan alle være med på, skovdelen er svær at gennemføre med rollator eller kørestol.
Se kort her.
Boserup ruten 6,0 km.
Denne rute går igennem den nordlige del af Gribskov. Du kan enten gå fra Græsted af Præstevejen, eller du kan parkere ved skoven (rutemarkeringen er lavet, som når man parkerer ved skoven). Du følger en skøn rute i skoven på i alt 6 km. Her kommer du forbi små søer, shelterpladser og varierende skov. Ind i mellem kan du høre toget tude i det fjerne. Der er et rigt fugleliv med blandt andet sort spætter og Flag spætter. Det er en skøn tur, du ikke må gå glip af. Hele ruten foregår på skovsti, som er nem at gå på.
Se kort her.