You are currently viewing Ruter i Halsnæs

Ruter i Halsnæs

  • Post author:
  • Post category:Ture

Ullerup Skov – den nye og den gamle 3 km

Ruten starter og slutter ved parkeringspladsen midt på Ullerup Skovvej.

Den foregår på ret fladt terræn og er velegnet til de fleste, dog ikke med barnevogn eller rollator. De indimellem smalle stier giver til gengæld god chance for at se spændende spurvefugle eller smukke insekter.

Turen kan gås i begge retninger og præsenterer den vandrende for de bedste dele af den lille skov Ullerup Skov, der i starten af 1990’erne fik planten en helt ny del mod øst. I den nye skovs østlige ende er der fin mulighed for et hvil ved Naturstyrelsens shelter og kaffe/madpakkested, der også byder på en fin udsigtsbro ned til en lille sø. Den ’nye’ skov er nu vokset så meget til at der i 2021 er blevet tyndet ud i vildnisset og skabt lysninger til flere vilde blomster.

Der er godt mulighed for at finde vilde (sure!) æbler, slåen, skovhindbær og rønnebær til sensommerens og efterårets sylteaktiviteter i køkkenet.

Se kort her.

Frederiksværk Havn og hovedet på hanen 5 km

Turen begynder og slutter ved Frederiksværk Lystbådehavn og kan gås i begge retninger. Havnen i Frederiksværk er en paradoksal blanding af storindustri, affaldshåndtering, overdækket losseplads og så masser af havfugle, fredelige kik til Roskilde Fjord, der står sig fint med glitrende modlys, hvis man går turen om eftermiddagen.

På det vestlige stræk ud mod Hanehoved går man på stien helt tæt ved fjorden inden man møder den gamle stenalderskrænt på vej op (eller ned) mod Hanehoveds villabebyggelser. Der er fin gang/cykelsti på både Hanehovedvej og Havnevej.

Turen er bedst egnet til gående uden hjul.

Se kort her.

Ølsted og Sydstaterne 7 km

Turen begynder og slutter i Ølsted grusgrav med gratis plads til parkerede biler. Det er heller ikke langt fra Ølsted station, hvis du kommer med toget. Ølsted grusgrav er udtjent og lukket som grusgrav, men er i dag et bemærkelsesværdigt spændende område, der fungerer som samlingsted og folkepark for både lokale og tilrejsende, der vil høre musik på stedets scene, lege i svævebanen, lave bål, drikke kaffe, overnatte i shelter eller kikke på fugle og insekter.

I tilslutning til grusgraven møder man Rakenhøj, der er bakkedrag med udsigt helt til Roskilde og et væld af fine, sjældne blomster på den rigtige årstid.

’Sydstaterne’ er ikke et officielt navn, men er det store fredelige landområde syd for Ølsted i Halsnæs Kommunes allersydligste del. Ruten krydser åsen Strø Bjerge og ad fredelige småveje leder den den gående tilbage til Ølsted via fine stier og småveje uden ret meget trafik. Der er mange fine landskabsoplevelser undervejs og medmindre man er vant til at køre den vej, er området ukendt for mange brugere af Halsnæs, der måske oftest kører forbi det af de store landeveje ind og ud af kommunen. Langsom vandring giver et helt andet perspektiv og sikkert nye oplevelser.

Tag kikkert med, hvis du møder en tårnfalk, en vibe eller en rød glente.

Se kort her.