Fra 24. jan til 6. feb deltager Gribskov Kommune i den landsdækkende ”Tæl Skridt” kampagne. Målet er at gå 40.000 km rundt om jorden.
De 209 deltagere fordelt på 29 hold, skal tilsammen gå én gang rundt om jorden, svarende til cirka 40.000 km. Hver deltager skal gå 10.000 skridt om dagen, for at kommunen kommer hele vejen rundt.
Gribskov Kommune, der huser flere lokale gå-fællesskaber og Nordsjællands vandrefestival, er for første gang på listen over deltagende kommuner i årets ”Tæl Skridt” kampagne.
Alle kan være med, og årets deltagere er da også repræsenteret vidt og bredt fra blandt andet skoler, institutioner, kommunen, frivillige foreninger. Målt på antal deltagere i kommunen er Gribskov den fjerde bedst repræsenterede på landsplan og det er ikke helt tilfældigt.
Gå-kampagnens popularitet i Gribskov Kommune, er resultatet af en indsats, hvor lokale kræfter står bag. Gribskov Går Sammen, som dagligt inviterer borgerne i kommunen med på gåtur, har indgået et tæt samarbejde med ”Tæl Skridt”. Fra projektets side, glæder man sig over, at samarbejdet har fået flere fra erhvervslivet med ud og gå.
Kickstart i Gribskov Kommune
Mandag morgen kl. 8:15 var en forventningsfuld flok samlet til det officielle landsdækkende startskud for årets ”Tæl skridt” kampagne. Under projektørernes skær på Post Nords anlæg i Helsinge kunne Kirsti Pedersen fra Dansk Firmaidræt sammen med cirka 40 ansatte fra Post Nord sparke den landsdækkende kampagne i gang.
Også Kommunaldirektør hos Gribskov Kommune, Sascha Volmer Sørensen, og Danbolig i Tisvildeleje og Helsinge har stillet gang-parate hold på benene. Sammen skal de sørge for, at Gribskov Kommune efter kampagnens 14 dage har nået rundt om jorden.
”Vi kan alle sammen godt bruge lidt mere motion i hverdagen. Det er en rigtig god måde at få flere skridt på kontoen. Også er vi, qua vores job, ret konkurrencemindede – så det var også en stor del af det, i forhold til den interne konkurrence med afdelingen i Helsinge,” fortæller en begejstret holdkaptajn fra Danbolig i Tisvildeleje, Astrid Recinella.
Danmarks største gå-kampagne
Den landsdækkende kampagne afvikles fire gange årligt og mere end 85.000 personer deltog i 2021. ”Tæl skridt” er arrangeret af Dansk Firmaidræt og giver virksomhederne mulighed for at dyrke sammenholdet og samtidig få mere bevægelse og sjov konkurrence ind i arbejdsdagen.
Alle hold, der i gennemsnit når de 10.000 skridt per person i minimum otte ud af kampagnens 14 dage, deltager i lodtrækningen om præmier for i alt 40.000 kr. Man kan følge med i årets kampagne på: www.taelskridt.dk eller via Tæl Skridts facebookside.