You are currently viewing Gåtur og mulig overnatning hos Haldbjerg Shelter
Foto: Daniel Villadsen, Visit Nordsjælland

Gåtur og mulig overnatning hos Haldbjerg Shelter

  • Post author:
  • Post category:NYHEDER

Drømmen om at kombinere sin gåtur med en overnatning i det fri er tiltalende for mange, men det kan være lidt svært at vide, hvordan man skal gribe det an, hvis man ikke har prøvet det før.

Nu kan man blive klogere på, hvad der er af muligheder, når Gribskov Går Sammen arrangerer en temagåtur søndag 9. oktober, og hos Tonny Pedersen på Haldbjerg Shelters er der god mulighed for at prøve overnatning i det fri.

Efter en rundvisning og fortælling om drømmen og mulighederne på Haldbjerg Shelter står den på en gåtur rundt om smukke Solbjerg Engsø.

Turen indeholder en pause ved Tibberuphus, hvor der er mulighed for at købe sandwich, kage og kaffe, inden gåturen tilbage til Haldbjerg.

Som lokal aktør med tilbud inden for friluftsliv og outdoor er ejeren af Haldbjerg Shelters, Tonny Pedersen, altid med på at give folk muligheden, for at komme ud og se hvor nemt man kan overnatte i naturen.

”Vi glæder os til at være med til en god dag sammen med Gribskov Går Sammen og vi bakker meget gerne op omkring initiativer, der sætter fokus på lokale iværksættere og producenter,” siger Tonny Pedersen og fortsætter:

”Der kan være mange barrierer, som gør, at man ikke lige springer ud i at sove i shelter, men vi har med både indlagt vand og toilet prøvet at imødekomme nogle af de ting, der kan være en udfordring for nogen.  Samtidig har vi med cafeen ved Tibberuphus, som jo ligger på Pilgrimsruten Tisvildevejen, også gjort det muligt at få lidt forplejning på vandreturen, når man kommer den her vej forbi.”

Man kan læse mere om tematuren på https://kort.gribskovgaarsammen.dk/