Stort tillykke til vinderen af Lokaldysten 2022 i Gribskov Kommune, som er Annisse.
Hen over foråret dystede fem lokalsamfund om at blive det mest aktive lokalsamfund i Gribskov Kommune. For at kunne kalde sig det mest aktive lokalområde og vinder af Lokaldysten, gjaldt det om at borgerne skulle tilbagelægge så mange kilometer som muligt i løbet af de 2 timer, som Lokaldysten varede ved at gå, løbe eller cykle på de til arrangementet planlagte ruter.
Efter mange måneders ventetid blev vinderne endelig kåret til Frivillig Fredag i Græsted.
Stort tillykke til Annisse, der er vinderen af Lokaldysten 2022. Arrangørforeningen bag Lokaldysten i Annisse var KFUM Spejderne i Annisse, som modtager en præmiecheck på 7.000 kr.
Der blev tilbagelagt 1.196,53 km. til Lokaldysten i Annisse. Det svarer til, at hver indbygger i sognet har tilbagelagt 0,51 km. i løbet af den kølige, men solrige forårsaften, Lokaldysten fandt sted ved Bjørnehøjskolen i Annisse.
I alt er der i Lokaldysten blevet tilbagelagt 2.826,9 km. enten til fods eller på cykel – stærkt af jer alle, der var med i Annisse, Søborg, Vejby, Helsinge og Græsted!
Præmier til alle lokalområder
1. plads: Annisse (7.000 kr.)
2. plads: Søborg (5.000 kr.)
3. plads: Vejby (3.000 kr.)
4. plads: Græsted (1.000 kr.)
5. plads: Helsinge (1.000 kr.)
Lokaldysten blev arrangeret af Gribskov Går Sammen (et samarbejde mellem DGI Nordsjælland og Gribskov Kommune) i stærkt samarbejde med KFUM Spejderne i Annisse, Søborg SG&I, Søborg Bylaug, Vejby IF, Græsted Borgerforening, HSI og Helsinge Lokalråd.