Det er muligt at få nogle kilometer i benene og smage på prisvindende snaps i weekenden.
Vil du smage verdens bedste snaps fra Schumachers, så er det søndag 16. oktober, du skal snøre skoene og gå med på turen fra Skovporten i Tisvilde. Her står grundlægger og virksomhedsejer, Dan Schumacher, klar til at fortælle lidt om rejsen fra drømmen til at stå med verdens bedste snaps.
”Det er en kold tid, vi går i møde, og så er det jo oplagt med en lille en smagsprøve til at starte på og så derefter gå sig varm”, siger projektleder og gå-vært Jane Sunesen og fortsætter:
“Vi har så mange lokale og virkeligt gode fødevareproducenter, som mange måske ikke kender til. Nu får de chancen for at kombinere en god gåtur i skoven med et par smagsprøver eller tre, og så kan man jo selv vurdere, om der til de kommende julefrokoster skal sættes noget på bordet, som er lavet og købt lokalt.”
Inden gåturen skydes i gang, giver Dan Schumacher en kort fortælling, om hvad det er man skal smage på, og hvad man skal lægge mærke til i smagen.
”Det er jo altid skønt, når nogen er begejstret for vores produkter og det her med at kombinere smagning med en gåtur – er da en super idé. Vores snaps, gin og øvrige produkter er jo smagt til med gode sager fra naturen og jeg kan da klart se, at det med at tage smagsoplevelsen med tilbage ud i naturen, giver god mening. Jeg da også sikker på, at det er med til at forstærke oplevelsen, både for smagen men også for gåturen, siger Dan Schumacher.”

Turen starter med at smage på Schumachers Ny Dansk-snapsen. Efter en god gåtur på cirka 45 minutter er der pause på Harehøj, hvor det er muligt at nyde udsigten, mens man smager på valnødlikøren. Herfra går turen tilbage til Skovporten, hvor deltagerne slutter af med at smage på Schumachers fadlagret gin. Turen bliver på ca. 8 km og tager mellem halvanden og to timer.
Skulle man falde for smagen af Schumachers, kan man altid tage den lange gåtur til Hundested, hvor butikken med hele sortimentet ligger og her kan man få den helt store prøvesmagning. Se mere på: https://schumachers.dk/
Det er gratis at deltage, både på smagningen og gåturen og der er ingen tilmelding.
Man kan læse mere om tematuren her.